Om fuglesang og fuglelyde

For os naturinteresserede mennesker, som tilbringer en del af vores tid i det fri, er det en oplevelse at høre fuglenes sang. Men oplevelsen får en ny dimension, når de syngende fugle også kan navngives. Det er som om naturen får tusind nye stemmer. Landskabet bliver levende, rigere og mere mangfoldigt, når vi kan skelne fuglene fra hinanden - alene på deres stemmer. Vi ved at de er der der, selv om vi ikke kan se dem, og vores forbindelse til naturen bliver tættere.

Hvorfor synger fuglene?

Fuglenes sang og andre lyde har altid en mening, og ornitologer og forskere har i mange år forsøgt at tolke fuglenes fine musiksprog. Vi kommer aldrig til at forstå præcis, hvad mange fuglearter mener med deres alsidige lydrepertoire, men i store træk har forskerne afkodet, hvad fuglene egentlig siger, når de kommunikerer indbyrdes.

Fuglenes lyde er udtryksfulde og mangesidige. I hovedtræk er deres funktion:
- at afmærke fuglens territorium
- at tiltrække og erobre hunner af samme art
- at advare artsfæller og afkom mod trusler og farer
- at holde kontakt med flokken eller andre individer

På samme måde som vores eget sprog er livsvigtigt for vores kommunikation, har de enkelte fuglearters varierende lyde deres særlige og bestemte betydning. Lydene er mangfoldige. De kan række lige fra den mest fantastiske skønsang til de mest ubehagelige lyde, og de kan udfolde sig i solosang eller korsang fra en hel fugleflok.

Der er forskel på, hvordan fuglene griber sangen an. Nogle fugle gentager den samme strofe igen og igen, mens andre komponerer sig igennem lange varierende lydmalerier. Bomlærke, gulspurv, bogfinke, løvsanger og mange andre arter synger korte sange på 2-3 sekunders varighed, og som regel er det den samme sang, som gentages praktisk talt uden ændringer. Andre arter, som f.eks. sivsanger, rørsanger, sanglærke og stær, synger lange sange på op til flere minutter, hvor der hele tiden dukker nye variationer op. Hvorfor denne forskel? Noget tyder på, at den hænger sammen med sangens funktion, dvs. om sangen først og fremmest skal bruges i territorieforsvaret eller til at tiltrække hunner.

Skal en sangfuglehan bruge sangen til at forsvare territoriet, er det væsentligt, at han indimellem lytter efter, om der er andre hanner i nærheden. Formodentlig er det vanskeligt at lytte og synge samtidig. Derfor må han synge korte sange med lange lyttepauser imellem. Det er også vigtigt, at nabohannerne kan genkende ham på sangen, så de ikke tror at han er en fremmed fugl, som skal angribes. Derfor må han bruge en ret simpel sang i nogle få varianter, så naboerne kan huske dem. Samtidig bevæger han sig rundt i sit territorium. Forskerne har opdaget, at arter, som synger og bevæger sig meget rundt i territoriet, forsøger at give de konkurrerende hanner indtryk af, at området er optaget af mere end en han, og at artsfæller derfor bør opgive forsøget på at slå sig ned.

Fuglehannen angriber sangen anderledes, hvis hovedformålet er at tiltrække en hun. Det er ikke nødvendigt med lyttepauser, så hannen kan synge ud i et. Det er heller ikke så vigtigt, at sangen er enkel og individuelt genkendelig. Tværtimod er det nok vigtigere at bruge så mange variationer som muligt, da variation synes at tiltrække hunner.

Sangens formål er altså med til at bestemme dens design: territorieforsvar kræver korte og enkle sange, mens huntiltrækning kræver lange og varierede sange. Mange arters sang er sikkert et kompromis, der er udviklet til bedst muligt at tilfredsstille begge formål. Andre arter har flere sangformer, der tjener forskellige formål.

Hvordan frembringer fuglene deres sang?
Fugle har ingen strube med stemmebånd, men i stedet en slags ballon (syrinx) på den nederste del af luftrøret. Hugger man derfor hovedet af en hane, kan den stadig gale. Det skyldes, at stemmeapparatet stadig står i forbindelse med med åndedrætssystemet. Ved en lydteknisk analyse af fuglesang kan man ofte se to samtidige lyde i lydbilledet. Fugle kan altså synge tostemmigt med sig selv! Årsagen er, at fuglenes lyde frembringes af to tynde hinder i forbindelse med syrinx. Lydanalysen afslører også, at en fuglestemme i kraftige passager kan præstere et lydtryk på imponerende 110 dB, hvilket svarer til lyden af et kraftigt bilhorn.

Fuglene venter i kø om morgenen
Det er bedst at synge om morgenen. Tidligt om morgenen. Før vi overhovedet er stået ud af vores senge, er fuglenes sangaktivitet størst. Da er den relative luftfugtighed nemlig høj, temperaturen lav og vinden som regel svag, hvilket alt sammen giver optimale lydforhold. En anden grund til at synge tidligt om morgenen kan være, at fuglene simpelt hen udnytter tiden inden insekterne - hovedføden i yngleperioden - bliver aktive, og inden det bliver lyst nok til at finde dem. Ved dagens begyndelse er det sandsynligvis også vigtigt at fortælle eventuelle rivaler, at territoriret stadig er besat.

En forårsmorgen lyder fuglesangen som et stort virvar. Alle fuglene synger i munden på hinanden. Hvordan får den enkelte fuglehan overhovedet ørenlyd? Svaret er ganske enkelt: han venter med at synge, indtil der er en pause i koret. Især undgår han at synge, når artsfællerne synger. Så hvad der for det menneskelige øre lyder som et virvar af fuglestemmer, er i virkeligheden et ret velorganiseret fugleorkester. Prøv selv at lytte til nabohanner af bogfinke, gulspurv, tornsanger eller andre arter med korte sange. Man vil sjældent høre dem synge i munden på hinanden. Sangene er nydeligt anbragt i naboens pauser. En fuglehan begynder heller ikke på en sang, hvis en anden art med en højrøstet og lang sang netop er gået i gang. Fænomenet illustreres tydeligt, hvis en gærdesmutte blander sig i koret. Denne lille fugl har en lang og umådelig kraftig sang, som drukner alle andre lyde. Er der en bogfinke i nærheden, vil den starte sin sang umiddelbart efter gærdesmuttens voldsomme udbasuneringer. Den lister med andre ord sine strofer ind i gærdesmuttens pauser - og bliver færdig inden gærdesmuttens sang atter bryder løs.

Fuglestemmer i skov – og det åbne land
Al musik kræver en velegnet akustik. Akustisk kan fuglenes levesteder groft deles i to typer: skoven og det åbne land.

I en skov er der træer og blade, som både dæmper og spreder lyden. Desuden opstår der nemt ekkoer i skoven – og denne ekkovirkning betyder, at hurtige rækker af lyde vil smelte sammen, så modtageren ikke kan skelne dem. Derfor undgår skovfugle oftest for hurtige passager i deres sang. I tropisk regnskov synger fuglene tit lange dybe fløjtetoner. Det er netop den slags lyde, der forventes at trænge bedst igennem det massive løvhang.

I det åbne land kan fuglene tillade sig hurtige lydytringer. Ved at gentage hvert sangelement nogle gange og synge hurtigt, vil modtageren høre det meste af sangen, selv om vind eller luftbevægelse skulle ødelægge enkelte passager.

Akustikken har altså en stor betydning for sangstrukturen – også inden for den enkelte fugleart. Musvitter i tæt skov lyder ret ens, selv om de bor mange tusind kilometer fra hinanden. Derimod kan musvitsang variere kraftigt inden for få kilometer, hvis det akustiske klima skifter fra tæt skov til mere åbent landskab. Fuglene tilpasser sig det akustiske klima, for de hanner som synger de bedst tilpassede sange, når længst ud med deres budskab – og er derfor mest effektive til at tiltrække en mage og skræmme andre hanner bort.

Fuglesang skal læres – også af fuglene
Fugle er ikke født med fuglesang i næbbet. Det er noget, som skal læres. Hvis fugleunger i en tidlig alder adskilles fra deres artsfæller, vil de ikke lære at synge.

De fleste fuglearter er kun modtagelige for sangundervisning i en kort periode af deres liv (de første tre måneder til et år). Nogle arter lærer deres sange i deres første sommer, og husker dem næsten et år, inden de begynder at øve sig på dem og til sidst gengiver dem.

De unge fuglehanner har sikkert en medfødt grov skabelon for, hvordan artssangen lyder. Denne skabelon hjælper ham til at rette opmærksomheden mod artsfællers sang, hvorved han bygger flere og flere detaljer ind i skabelonen, så han til sidst ved, hvad han skal synge. Denne proces foregår i den følsomme periode, der som nævnt er ganske kort og ofte afsluttes, inden øvefasen begynder.

Øvefasen ligger som regel næste forår. I øvefasen sammenligner fuglen hele tiden sin egen sang – hørt gennem øret – med skabelonen og bliver ved med øvelserne, indtil sang og skabelon stemmer overens.

Fuglesangen er en naturoplevelse
Fuglesangen bebuder foråret og giver os et varsel om, at sommeren nærmer sig. Når solsorten synger de første strofer, og når sanglærken udsender dens triller, er det et sikkert tegn på, at den mørke tid er forbi. Forårets og sommerens fuglesang er en fantastisk naturoplevelse. Nogle fuglearter kender de fleste faktisk kun på deres sang. Hvor mange ved for eksempel, hvordan gøgen eller nattergalen ser ud? Fuglelyde er en vigtig og værdifuld del af vores hverdag og naturoplevelse. Tænk, hvis gråspurvens pippen fra hækken, skovduens kurren og blåmejsens klare trille fra æbletræet forvandt - så ville livet blive langt mere trist og fattigt!

Sådan lærer du fuglenes stemmer at kende
De fleste har svært ved at lære og genkende de forskellige fuglearters sang og øvrige lyde. Hvordan lærer man det så? Det bedste er naturligvis at gå i mesterlære. At tage en erfaren fuglekender med på sine vandreture, som kan identificere naturens lyde. Men hvor mange kender sådan en? Her kan denne hjemmeside hjælpe dig et godt stykke ad vejen. Og hjemmesiden bliver ikke træt af, at du igen og igen spørger om, hvordan bogfinkens sang lyder. Husk dog på, at lydene på hjemmesiden bare er et eksempel fra et enkelt individ. I virkeligheden varierer lydene en smule mellem de enkelte individer, så man skal ikke hænge sig for meget i små detailforskelle mellem hjemmesidens lydeksempler og den fugl, man har i sin have eller skov.

Fuglestemmer er for de fleste af os sværere at huske end fuglenes udseende. Det kan tage lang tid at lære fuglenes sang og kald at kende, men det er en indholdsrig, sjov og rar beskæftigelse. Mange arter har så karakteristiske lyde, at de er lette at genkende, mens andre enten er anonyme eller meget svære at genkende, eller ligner andre arters lyde. Det er derfor reglen snarere end undtagelsen, at man skal begynde forfra med at lære stemmerne at kende hvert år, når fuglekoret atter sætter i gang.

En god måde at lære fuglestemmer på er at begynde tidligt om foråret, inden alle trækfuglene er ankommet, og træerne er sprunget ud. Lær først de almindelige fugles stemmer. Hvis du kende stemmerne hos mejserne, spætmejsen og spætterne, bliver forvirringen i lydbilledet i skoven ikke så stor – du kan allerede genkende nogle af arterne og kan derfor koncentrere dig om de nye og endnu ukendte lyde.

Vil man gerne lære fuglenes sang at kende, skal man lægge mærke til, hvordan sangen er opbygget. Her hjælper det at analysere sangen ud fra opbygning, tonehøjde, sanglængde, tempo, styrke og klang.

Opbygning
Hos nogle arter synger alle hanner den samme melodi. Det er dem, der er lettest at lære at kende. Eksempel: Gulspurv.
Andre arter har en rytmisk sang. De kan være sværere at artsbestemme, fordi flere arter har sange, der ligner hinanden. Eksempel: Musvit.
En tredie gruppe komponerer ret frit, men synger alligevel i en fast form. Det vil sige, at for eksempel er sanglængden altid den samme, eller at alle strofer har den samme indledning. Eksempel: Rødstjert.
Endelig er der komponisterne, som synger frit, men naturligvis ikke friere, end at deres egne hunner kan genkende dem. For at bestemme sangerne i denne gruppe må man analysere sanglængde, tonehøjde, tempo, styrke og klang. Eksempel: Gulbug.

Tonehøjde
Høj: Fuglekonge.
Middel: Løvsanger.
Dyb: Solsort.

Sanglængde
Sanglængden kan være en vigtig indikator for, hvilken fugl man lytter til. Mange arter har en meget fast sanglængde.
Kort (1-2 sekunder): Tornsanger.
Middel (3-4 sekunder): Bogfinke.
Lang (5-10 sekunder): Gærdesmutte.
Uendelig (meget lang): Gransanger.

Tempo
Selv om de fleste fugle synger i et middel tempo, kan tempoet i nogle tilfælde bruges til at identificere fuglen.
Langsomt: Solsort.
Middel: Løvsanger.
Hurtigt: Havesanger.

Styrke
Svag: Fuglekonge.
Middel: Gråspurv.
Kraftig: Nattergal.

Klang
Mange arter synger med en klang, der er karakterisk for netop den. Det er ikke muligt med få ord at beskrive de enkelt arters specielle klang, og at kende forskel er ofte et spørgsmål om erfaring og musikalitet. Her er dog tre eksempler på grundliggende forskelle.
Uskøn: Grønirisk.
Almindelig: Gransanger.
Skøn: Munk.

Fuglene har mange forskellige lyde
Fuglenes sang og kald er nogle af de bedste kendetegn, når man skal bestemme de forskellige arter. De fleste arter kan endda bestemmes udelukkende ved hjælp af kaldet eller sangen, og hos en del arter er det lettere at høre fuglen end at se den. Det gælder især for arter, som er sky eller lever skjult. Groft sagt kan man inddele fuglenes lyde i to hovedgrupper: Sang og kald.

Sangen er oftest melodiøst opbygget, og den kan være lang og blive gentaget. Normalt fremføres sangen af hannen for at markere og forsvare territoriet og for at tiltrække en eller flere hunner. Somme tider forstærkes sangen af et parringsspil, hvor fuglen flakser med vingerne eller synger i en såkaldt sangflugt. Nogle arter er dygtige til at efterligne og kan indføje alle mulige lyde fra omgivelserne eller efterligne andre fugle.

Kaldene består af en stor gruppe lyde, som fuglene bruger året rundt, og som derfor ofte høres. De forskellige lyde anvendes i forskellige situationer, men den samme lyd kan også bruges i forskellige situationer, for eksempel både som kontakt- og flugtkald:

Lokkekald lokker en fugl af samme art til.

Kontaktkald anvendes mellem enkeltindivider eller for at holde sammen på individerne i en flok. Der er en glidende overgang mellem lokkekald og kontaktkald.

Flugtkald anvendes, når fuglen letter eller flyver, og har samme funktion som lokke- og kontaktkald.

Alarmkald udtrykker usikkerhed og uro over for en mulig fare. Er ofte lavmælt.

Advarselskald advarer om en åbenlys fare. Er ofte højlydt.

Tiggelyd anvendes af ungerne for at tigge mad hos forældrene. Hos spurvehøgens og skovhornuglens unger kan tiggelydene høres vidt omkring.

Víngeslagenes lyd stammer fra vingernes slag i luften og er så speciel hos visse arter, at fuglene kan bestemmes alene på denne lyd. Det gælder for eksempel hos knopsvane og hvinand.

Trommen med næbbet mod en tør gren anvendes af de fleste spætter i stedet for sang.