Grønirisk

Den snerrerende kanariefugl

Grønirisk er en talrig fugl i Danmark, og der findes formentlig ikke en hæk, der ikke har været hjemsted for en grøniriskrede.

Sangen er interessant og sammensat af kanariefugleagtige triller og langtrukne, snerrende lyde. 

• Læs videre
• Stemme Snerrende lyde
• Udseende Gule vingebånd
• Føde Stærkt næb
• Ynglevaner 2 kuld
• Fakta Grønirisk

Stemme: Snerrende lyde

Allerede midt i februar begynder grøniriskhannerne at synge fra et højt udsigtspunkt. Sangen er sammensat af kanariefugleagtige triller med vekslende toner og hastigheder, afbrudt af langtrukne, snerrende lyde, der minder om kvækerfinkens kald. 

Sangen kan også lyde fra hannerne under en bemærkelsesværdig sangflugt, hvor den med unaturligt stive vinger flyver rundt i cirkler. Flyvningen er speciel og minder mest om flugten hos en flagermus eller en stor sommerfugl.

Læs videre efter disse varer fra vores webshop:

(16)

Grønirisk (træ)

164,95 DKK

(21)

Grønirisk (med lyd)

109,95 DKK

Det typiske flugtkald hos grønirisken er et hoppende eller rullende “djypp-ypp-ypp”.

Udseende: Gule vingebånd

Grønirisken er en solid finke med et kraftigt næb. Fuglens mest karakteristiske kendetegn er et gult vingebånd, som begge køn har. 

Hannen er olivengrønlig, hunnen er mere brunlig, mens ungfuglene er stribede.

Grøniriskens latinske navn “Chloris chloris” kommer af det græske chloros, som betyder en lys gulgrøn farve, og som forbindes med spirende planter. Chloris er også navnet på den græske nymfe, som repræsenterer foråret.

Det er de olivengrønne hanner, som har givet artens dens navn. Men hannerne er ikke lige grønne hele året rundt. De grønirisker, som søger føde i ukrudtsmarkerne om efteråret, er meget mere afdæmpede i farven end de smukke grøngule hanner, som ses i det tidlige forår. En del af forklaringen er naturligvis også den skarpe forårssol, som skærper alle naturens farver.

Hannen har en klar gul farve på bugen. Den er usynlig, når han sidder på jorden, men han vil så gerne vise den frem for hunnerne om foråret. Det er derfor han i marts og april udfører sin sangflugt. Den lave forårssol fremhæver ikke alene bugen, men også de gule vingepaneler og de gule felter ved halen, så han ligner en citronsommerfugl, når han slår med vingerne i store cirkler.

Hunnerne er knap så meget Chloris som hannerne. De er grå, gråbrune, grågrønne og falder i et med de falmede farver om efteråret. Hvis hunnerne havde givet navn til arten, kunne den lige så godt være kommet til at hedde brunirisk. Men selv den mest diskret farvede hun har den solgule stribe på vingen. 

Grønirisk kan i nogle tilfælde forveksles med den mindre grønsisken og den sjældne gulirisk.

Føde: Stærkt næb

Grønirisken lever især af frø, knopper og bær. Den er en meget almindelig gæst på foderbrættet, hvor den foretrækker solsikkekerner. I yngletiden fodres ungerne i starten med insekter for at give dem en proteinrig start på livet.

Fuglens næb er stort og tilpasset til at kunne bearbejde lidt større og hårdere frø. Når den på foderbrættet håndterer solsikkefrø, ser man ikke sjældent andre fugle, som hopper efter og tager resterne.

Hvis man fodrer fugle om vinteren, og grønirisken er blandt gæsterne på foderbrættet, så er det vigtigt at huske et par regler. Den første regel er jævnligt at rense foderbræt og frøautomater grundigt. Det skyldes at grønirisk i perioder rammes af en parasitsygdom (gul knop), og rensningen mindsker spredningen af sygdommen.

Den anden regel er placeringen af foderbrættet. Hvor gråspurve, skovspurve og mejser søger skjul i vegetationen, når en spurvehøg eller kat angriber, så søger grønirisken op i luften. Den søger instinktivt op i luften for at udnytte dens hurtighed. Problemet er så, hvis foderbrættet er tæt på et vindue, som himlen kan spejle sig i, og grønirisken oplever som flugtvej. En grønirisken på flugt har så meget fart på, at den ikke overlever et sammenstød med en vinduesrude.

Uden for yngletiden slår grøniriskerne sig ofte sammen i større eller mindre flokke, tit blandet med mejser og andre af vinterens småfugle.

Ynglevaner: 2 kuld på en sæson

Grønirisken er tilpasningsdygtig og yngler i mange forskellige naturtyper, men den foretrækker parcelhushaver og kirkegårde. Den yngler til gengæld overhovedet ikke i ren, gammel løvskov. Den højeste tæthed af grønirisker finder man i Storkøbenhavn.

Når hannen vil lokke en hun nærmere, gør han kur ved at brede sine vinger og hale ud, så de gule farver træder tydeligt frem. Det samme trick anvender han, når han skal intimidere en rival. 

Når parret er dannet i marts, bygger de rede skjult i buskads, gerne et par meter over jorden, hvor hunnen i slutningen af april lægger 4-6 æg, som udruges i løbet af 13-14 dage. Reden bygges af græs, mos og rødder. Indvendigt fores reden med små, fine strå og trævler af rødder.

Ungerne fodres i den første tid med insekter og edderkopper, og derefter med frø og bær. Efter at have opholdt sig i reden i 13-16 dage forlader ungerne reden, selvom de knap er flyvefærdige. To kuld om året er almindeligt.

De danske ynglefugle er overvejende standfugle, men nogle fugle trækker sydpå og overvintrer i Vest- og Sydeuropa. Forår, efterår og vinter besøges Danmark af en del skandinaviske fugle, visse år nærmest invasionsagtigt.

Fakta: Grønirisk

Finker

Bjergirisk

Bogfinke

Dompap

Grønirisk

Grønsisken

Gråsisken

Gulirisk

Hvidsisken

Hvidvinget korsnæb

Karmindompap

Kernebider

Kvækerfinke

Lille Gråsisken

Lille korsnæb

Stilits

Stor korsnæb

Tornirisk