Gransanger

Let genkendeligt tjif-tjaf-tjif-tjaf-tjif-tjaf

Gransangerens sang er nem at genkende. Den gentager de to samme toner igen og igen.

Til gengæld er dens udseende meget anonymt, og næsten umulig at skelne fra løvsangeren.

• Læs videre
• Stemme Tjif-tjaf-tjif-tjaf-tjif-tjaf
• Udseende Ligner løvsanger
• Føde Insekter og edderkopper
• Ynglevaner Ikke i granskove
• Træk Kommer tidligt
• Fakta Gransanger

Stemme: Tjif-tjaf-tjif-tjaf-tjif-tjaf

Gransangerens sang er enkel og let at huske, med to toner gentaget i det uendelige: "tjif-tjaf-tjif-tjaf". I andre europæiske lande er det også nemt at huske fuglens navn, for her er den navngivet efter sin sang. Tyskerne kalder den “Zilpzalp”, hollænderne “Tjiftjaf” og englænderne “Chiffchaff”.

Gransangeren synger tidligere og senere på året end mange andre trækkende sangfugle; den synger fra slutningen af marts og helt indtil juli. 

Dens kald er en blød, let stigende lyd med betoning på slutningen. Kaldet kan ligne løvsangerens kald, men det er svagere og mere monotont, hvor løvsangerens kald er tydeligere to-tonet. Alarmkaldet minder om kaldet, men er kraftigere og i et højere toneleje.

I Danmark er navnet gransanger, og det på trods af, at dens foretrukne levested er løvskov eller blandskov. Navnet kan være importeret fra Sverige og Norge, hvor den hedder det samme, og rent faktisk lever i granskove.

Udseende: Ligner løvsanger

Gransangeren har omtrent samme størrelse som en blåmejse. Fjerdragten er grågrønlig på oversiden og gråhvid på undersiden. 

Arten kan nemt forveksles med løvsanger; den største forskel er, at gransangerens ben er mørkere. Andre mindre tydelige forskelle på gransanger og løvsanger er, at gransangeren har et rundere hoved, et smallere næb og kortere vinger. Den letteste måde at kende forskel på de to arter er ved at høre sangen.

Gransangeren har også en tendens til at slå med både vinger og hale, når den hopper rundt i vegetationen, hvilket løvsangeren ikke gør.

I Danmark er antallet af gransangere steget betydeligt (firedobling) siden 1970’erne og arten er nu meget almindelig i landet.

Føde: Insekter og edderkopper

Gransangeren lever af insekter og edderkopper, som den gerne tager ret højt oppe i træerne, hvor den flagrer rundt mellem grenene på jagt efter føde.

Den lever helt overvejende af insekter, men den kan også æde bær, frugter og frø.

Ynglevaner: Ikke i granskove

I Danmark er gransangeren nu udbredt i det meste af landet, men den findes mest talrigt i områder med blandskov (løv/gran), især i Østjylland og på Fyn. På trods af dens navn, er gransangeren faktisk temmelig sjælden i rene granskove her i landet, i modsætning til resten af Skandinavien. 

Gransangeren yngler tidligt på året og lægger sine æg før løvtræerne får blade. Derfor bygger den ofte sin rede i stedsegrønne planter - det kan være grantræer eller græstuer.

Reden bygges i lav højde tæt på jorden, og nogle gange endda på selve jorden. Reden er godt camoufleret og ligner ofte blot en klump vissent græs. Reden er nemlig ofte overdækket og har en sideindgang. 

Hunnen lægger seks æg i begyndelsen af maj, som udruges i løbet af 13-15 dage. Kuldet er flyvefærdigt i løbet af 12-15 dage, og der kan godt være flere kuld i løbet af en ynglesæson.

Træk: Kommer tidligt

Den europæiske bestand af gransangere overvintrer i Sydeuropa, Nordafrika og Sahelzonen syd for Sahara. Den danske bestand af gransangere overvintrer typisk i middelhavsområdet. 

Til sammenligning tilbringer løvsangeren sin vinter i tropisk Vestafrika. 

Enkelte fugle kan finde på at blive i Danmark om vinteren, men det sker sjældent.

Om foråret er gransangeren den af de små sangere, som kommer tidligst fra vinterkvarteret. Den vender tilbage til Danmark allerede sidst i marts.

De fleste trækfugle foretager deres træk om natten; og det samme gør gransangeren.

Fakta: Gransanger